DM i Fridykning (Pool) 2024

DM 2024 i Pool Fridykning er nu vedtaget til, at blive afholdt i Herning i forbindelse med DM-ugen 22. & 23. juni 2024.
Det betyder, at DM falder et par måneder senere end vi er vant til, og med den tidlige udmelding, burde alle have chancen for at få den bedste træning op til stævnet.
Faciliteterne i Herning er helt i top. Se mere på Herning Bad & Svømmehals hjemmeside.
Lørdag den 22. vil der blive afholdt STA i undervisningsbassinet, som har en temperatur på 30 grader, og med en dybde på 90-110 cm dybde. Lørdag afvikles ligeledes DYNB i 50 meter bassinet, hvor bassinet har en dybde på 2 meter i fuld længde, og hver bane er imponerende 2,5 meter brede.
Søndag den 23. juni afvikles først DNF i det til den tid nyrenoverede 25 meter bassinet, som har en vandtemperatur på 28 grader, og en vanddybde på 1,30-1,80 meter. Efterfølgende sluttes stævnet af med DYN på 50 meter banerne.
I løbet af foråret vil Herning kommune, i samarbejde med DIF, tilbyde et “overnatningskatalog”, hvorfra man kan booke overnatning til stævnet. Der vil være en deadline for bookning, hvorefter overnatningsmulighederne frigives til øvrigheden, som ønsker at overvære konkurrencerne ved DM-ugen 2024. Mere herom til den tid.
Som optakt til DM, har fridykkerudvalget besluttet, at der vil blive afholdt to kvalifikationsstævner, et i øst, og et i vest, som skal være afviklet senest 15 marts 2024.
Medaljetagerne fra DM 2023 vil være direkte kvalificeret til DM 2024.
Der vil følge yderligere informationer med dato og sted for de to kvalifikationsstævner, så snart vi har lokaliteter og dato klar.
Så sæt allerede nu kryds i kalenderen for weekenden, 22. & 23. juni 2024, og held og lykke med træningen.
Vi ses i Herning