Ungdomsdykning i Danmark: Det handler om fællesskab, oplevelser og nye muligheder under overfladen

Hvorfor vælger unge i dag at dykke? Og hvordan kommer man egentlig i gang? Ungdomsudvalget i Dansk Sportsdykker Forbund (DSF) arbejder for at skabe stærke miljøer og gode oplevelser for de yngste dykkere – og ifølge formand Brian Nielsen og udvalgsmedlem Anders Maul er der masser af potentiale, fællesskab og udvikling at hente under vandet.

Hvad er det særlige ved at være dykker? Og hvordan får vi flere unge i gang med disciplinen?

Det er nogle af de spørgsmål, som formand for ungdomsudvalget, Brian Nielsen, og medlem af ungdomsudvalget, Anders Maul, forsøger at besvare hver dag, når de via deres udvalgsarbejde tager ansvar for aktiviteter, organisering, fastholdelse og tiltrækning af nye interesserede unge, som er nysgerrige på flere oplevelser under vand.

Og der er masser af oplevelser og kompetencer at hente for de unge via dykning.

Alligevel har der gennem årene været store udsving i antallet af unge dykkere. Sommerlejren, som tidligere havde over 200 deltagere, er stadig årets højdepunkt – men i dag deltager færre unge end tidligere. Det betyder dog ikke, at engagementet er faldet:

”Det sociale har altid været omdrejningspunktet. Det er fællesskabet, der får folk til at blive og komme igen år efter år,” fortæller Anders Maul, der har været med i ungdomsudvalget i 20 år og en del af af dykkerverdenen siden 90’erne.

Ungdomsudvalget består i dag af både erfarne kræfter og nye ansigter, som alle bidrager til, at flere unge og familier får øjnene op for, hvad dykning kan – og der er masser af potentiale at hente, ifølge udvalgsmedlemmerne.

Unge dykkere med vandscooter.

Foto: Dansk Sportsdykkerforbund

Vejen ind i ungdomsdykning: Alle kan være med

Nogle tænker måske, at vejen ind i dykkerverdenen kan virke uoverskuelig og besværlig – certifikater, uddannelse og sikkerhed spiller selvfølgelig en større rolle, end hvis man tilmelder sit barn en fodboldklub, men det er faktisk ikke så svært endda at komme i gang.

Hvis man som ung vil prøve at dykke, er vejen enkel: Man kontakter den lokale dykkerklub.

Her introduceres man i svømmehallen, lærer basisteknikker og får trygheden på plads, inden man kommer ud i havet eller søerne.

”Man skal egentlig bare kunne svømme. Resten lærer man,” siger Brian Nielsen.

Mange klubber har udstyr, man kan låne i starten, og forældre oplever ofte, at dykning giver deres børn noget særligt i form at struktur, ansvar og et stærkt fællesskab.

”Giv jeres børn lov til at prøve det – dykning giver ro, ansvarsfølelse og en sund, aktiv fritid i naturen,” opfordrer Brian Nielsen forældre til børn, der måske står klar til at prøve en ny hobby.

Ung sportsdykker med vandmand.

Foto: Dansk Sportsdykkerforbund

Mere end en sport

Når først man er kommet i gang i en dykkerklub, er der mange aktiviteter på tværs – dykning er nemlig også en social sport, forklarer Anders Maul:

”Dykning giver oplevelser, mod, ansvarlighed og ikke mindst gode rammer for læring og nye venskaber,” fortæller han og suppleres af Brian Nielsen, der selv kom i gang med at dykke, da hans søn startede i en klub:

”De unge lærer at stå på egne ben, at tage ansvar for sig selv og andre, at navigere i faste regler og rammer, og at være i naturen – væk fra skærmene,” fortæller han.

”Det modner dem. De får klare retningslinjer, de får et fællesskab og de får lov at være en del af noget større,” siger Brian.

Unge dykkere på stranden.

Foto: Dansk Sportsdykkerforbund

Flere unge og flere klubber med

Ungdomsudvalget håber de kommende år at tiltrække flere unge og flere frivillige samt at styrke samarbejdet med klubberne ved at udvikle nye aktiviteter og arrangementer.

Alt sammen til gavn for dykkerverdenen generelt, da ungdommen agerer fødekæde til andre grene såsom UV-rugby, undervandsjagt, foto/video og instruktører.

”Vi vil gerne høre klubberne i endnu højere grad end i dag, hvad de har brug for, og hvad vi eventuelt kan gøre for, at de deltager i forbundets arrangementer. Vi er klar – og vi vil gerne være værter for endnu flere aktiviteter,” siger Anders.

Indtil videre er der planlagt Juniorlege, Sommerlejr og Snorkelweekend som de store højdepunkter i 2026, og mange flere gode dykkeroplevelser venter lokalt ude i klubberne.

Hvis du – eller dit barn – ønsker at komme i gang med dykning, kan du finde din lokale dykkerklub her.

Ellers kan formand for Ungdomsudvalget, Brian Nielsen, kontaktes på tlf. 30644655 | Mail: ungdom.udvalg@sportsdykning.dk.