Tilmeld dig Juniorlegene 2026 – den perfekte julegave til unge snorkeldykkere

Er du mellem 10 og 17 år og vild med at være i vandet? Så er Juniorlegene 2026 lige noget for dig! Den 7.–8. marts samler Dansk Sportsdykker Forbunds Ungdomsudvalg igen unge snorkeldykkere fra hele landet til en weekend fyldt med sjov, konkurrence og fællesskab i Højme Svømmehal i Odense.
Juniorlegene er årets store begivenhed for unge, der elsker vandet – uanset om man er nybegynder eller har mange timer i finnerne. Her kan man dyste i discipliner som længdedyk, finnespurt, distancesvømning og kølnerbane, møde andre unge dykkere og få en weekend fyldt med grin, læring og gode oplevelser.
Juniorlegene er en oplevelse, der sætter sig fast og vare langt længere end juleaften, så måske er det den oplagte julegave til børnene, som både styrker teknik, selvtillid og fællesskabet.
Praktisk info
Dato: 7.–8. marts 2026
Sted: Højme Svømmehal, Højmevænget 3B, 5250 Odense SV
Overnatning: Højme Skole, Højmevænget 3, 5250 Odense SV
Juniorlegene starter lørdag formiddag og slutter søndag eftermiddag med præmieoverrækkelse.
Pris: 300 kr. pr. deltager (både snorkeldykkere og ledere)
Prisen dækker deltagelse i Juniorlegene, overnatning, aftensmad lørdag, morgenmad og frokost søndag.
Alle deltagere skal være medlem af en klub under Dansk Sportsdykker Forbund – du kan blive medlem af din lokale dykkerklub nemt og hurtigt – find din lokale klub her.
Tilmelding sker klubvis og senest 21. februar 2026. Læs mere – og find tilmeldingsskema her.
En weekend fyldt med fællesskab
Juniorlegene handler ikke kun om konkurrencer – men om at mødes på tværs af klubber, prøve kræfter med nye udfordringer og blive en del af et stærkt fællesskab under Dansk Sportsdykker Forbund.
Så grib finnerne – og måske julegavepapiret – og vær med til en weekend, du sent vil glemme!

