Tæt på triumfen: Dansk UV Rugby viser storform ved EM, men medaljerne glippede

Både de danske kvinder og mænd var i uge 46 afsted til EM i undervandsrugby, hvor der skulle kæmpes med om medaljerne i begge lejre. Desværre glippede målsætningen akkurat, da begge landshold sluttede som nummer fire.

Selvom det endte metalløst for de danske undervandsrugbyspillere ved EM i Athen i sidste uge, så er der alligevel masser af positive erfaringer at tage med hjem – både sportsligt og som hold. Det fortæller landsholdsspiller Pernille Linnert Jensen fra Amager UV Rugby, der var med til sit tredje EM.

Pernille Linnert Jensen er landsholdsspiller i UV Rugby.

Foto: Pernille Linnert Jensen.

Stærk defensiv, men målene manglede for kvinderne

Herre- og kvindelandsholdet drog afsted til Athen med målet om at blande sig i medaljekampen – for kvindernes vedkommende for første gang i 20 år – men målsætningen glippede akkurat til sidst efter to tætte bronzekampe.

Hos kvinderne blev turneringen indledt med 0-0 mod Finland og senere på dagen blev resultatet det samme imod Schweiz.

Tirsdag tabte de 4-1 til de senere sølvmedaljevindere fra Norge, og så skulle der sejre på bordet. Det kom der imod Spanien om onsdagen, hvor kvinderne vandt 2-0, og det resultat blev fulgt op af en nervepirrende 1-0 sejr over arvefjenden fra Sverige om torsdagen.

”Vores kamp mod Sverige var afgørende både for stillingen, men også for os som hold. Vi spiller ofte meget lige kampe, og vi har mødt hinanden mange gange gennem årene. Vi har også ofte vundet uden for turneringsregi mod dem. I turnering har de ofte trukket det længste strå. Det er mange års rivalisering, så det var virkelig fedt at vinde. Det var faktisk højdepunktet for mig,” fortæller Pernille Linnert Jensen.

Kvindelandsholdet fejrer sejren over Sverige ved EM i UV Rugby 2025.

Kvindelandsholdet fejrer sejren over Sverige. Foto: Dansk Sportsdykker Forbund

Gruppespillets sidste kamp mod de senere europamestre Tyskland blev tabt 1-0, men der var alligevel samlet nok point til at kvalificere sig til bronzekampen, hvor Finland ventede.

Her var spændingen til at tage og føle på helt til sidste sekund. En dramatisk og intens straffekonkurrence måtte afgøre kampen – desværre ikke til danskernes fordel.

”Det blev en spændende og hård kamp . Det blev 0-0, og så var det sudden death og straffekonkurrence, og der var marginalerne ikke med os, desværre. Vi var generelt gode defensivt, men vi havde udfordringer med at lave mål gennem turneringen. Det var kun de to bedste hold, Norge og Tyskland, der scorede mod os i ordinær tid, så det kan vi tage med,” siger landsholdsspilleren.

Målfest hos herrerne

Hos herreholdet var ambitionerne også store, og der blev i dén grad lavet mål i begyndelsen af turneringen.

Mandagen bød på en 19-0 sejr over Spanien, som blev fulgt op af en 29-0 sejr over Slovakiet om tirsdagen. Sikke en start!

Onsdagen kastede en 5-0 sejr over Tjekkiet af sig, inden målfesten stoppede, da der blev spillet 0-0 mod de senere sølvmedaljetagere fra Norge. Fredag endte med et 4-0 nederlag til Tyskland, som senere kunne kalde sig europamestre, og så skulle der spilles bronzekamp lørdag.

Her stod Sverige på den anden banehalvdel, og det blev en hård og tæt dyst. Efter ordinær spilletid måtte kampen ud i tredje halvleg med golden goal, hvor svenskerne trak det længste strå.

Dermed var endnu en fjerdeplads en realitet.

Herrelandsholdet klar til kamp ved EM i UV Rugby 2025.

Herrelandsholdet klar til kamp. Foto: Dansk Sportsdykker Forbund

En alsidig holdpræstation

Selvom det altså ikke blev til medaljer i denne omgang, så står Pernille Linnert Jensen tilbage med en god følelse. Holdets udvikling peger nemlig positivt fremad.

”Vi står tilbage med en skuffet følelse over, at vi ikke fik medaljer, men vi er samtidig stolte over vores spil og udvikling, og der er meget godt at tage med fra dagene i Grækenland,” fortæller Pernille Linnert Jensen.

“Vi udviklede os godt som hold, vi havde et stærkt sammentømret hold, og vi har en stor diversitet i alder, erfaring og evner. Emili Moko Mathiasen lavede et par kontramål sammen med Silje Celine Siefert. De er unge og meget hurtige. I den anden ende havde vi noget erfaring til at holde forsvaret solidt, så det var en fin måde at se holdet folde sig ud. Vores mangeårige kaptajn Marianne Heidam har stor erfaring og styrede os godt igennem nogle afgørende dommersnakke, og så har vores træner Tobias Hansen efterhånden også været med til flere slutrunder, så han kan også byde ind med vigtige erfaringer, som kommer os til gode. Kombinationen af rutine og de unge, friske stænger, det er virkelig godt,” fortæller den kvindelige landsholdsspiller, som samtidig roser de slutrundedebutanterne, som over hele linjen leverede varen.

Katarina Skafsgaard Thomsen reddede eksempelvis et straffe i vores bronzekamp, så ekstra stor cadeau til dem, der var med for første gang,” siger Pernille.

Danskerne klar til kamp i bassinet ved EM i undervandsrugby 2025.

Foto: Dansk Sportsdykker Forbund

Nu venter lidt restitution, inden Pernille igen skal i aktion. Denne gang i klubregi, når Amager UV Rugby deltager i Champions Cup i Berlin. Turneringen kan betegnes som VM for klubhold, og her kan alle de største stjerner opleves i bassinet i slutningen af november.

”Der har vi faktisk ambitioner, for det er et lille, normalt bassin, og mange af os har spillet godt sammen på landsholdet, så det er god timing,” siger Pernille Linnert Jensen.

Champions Cup afholdes den 28. november til 30. november og kan følges via livestream.