Special Needs Dykning: Kom med til efterårets aktiviteter

Efteråret byder på flere muligheder for at opleve dykning, fællesskab og nye muligheder med Dansk Sportsdykker Forbunds SND-udvalg. Fra introdyk i Vejle, Løgstør og Højme til en workshop for klubber er der aktiviteter for både nysgerrige, nye og erfarne dykkere med- og uden særlige behov.

Special Needs Dykning handler om at skabe muligheder for, at flere mennesker kan blive en del af dykkerfællesskabet. Derfor inviterer Dansk Sportsdykker Forbunds SND-udvalg hen over efteråret til en række aktiviteter, hvor fokus både er på selve dykningen, fællesskabet og på at gøre det lettere for flere at finde vej ind i sporten – uanset behov.

Prøv kræfter med dykning

Har du lyst til at mærke, hvordan det føles at bevæge sig vægtløst gennem vandet? Eller er du nysgerrig på, om dykning kunne være noget for dig?

Efteråret byder på tre Special Needs-introdyk forskellige steder i landet:

  • 24. oktober – DGI Huset Vejle
  • 26. oktober – Løgstør Dykkerklub
  • 13. november – Højme Svømmehal
Special Needs Dykning.

Foto: Dansk Sportsdykker Forbund

Fra introdyk til klubfællesskab

Special Needs Dykning henvender sig til personer, der har behov for ekstra hjælp i forbindelse med dykning. Det kan være mennesker med psykiske og/eller fysiske begrænsninger.

For DSF er Special Needs Dykning et særligt fokusområde. Forbundet arbejder løbende på at forbedre mulighederne for, at mennesker med handicap kan blive en del af dykningen.

Det handler blandt andet om at arbejde med nogle af de strukturelle udfordringer, der kan stå i vejen for dykning, eksempelvis adgang til vand og helbredsattester. Men det handler også om at skabe konkrete aktiviteter, hvor mennesker kan mødes, prøve dykning og blive en del af fællesskabet.

Derfor består indsatsen ikke kun af introdyk.

Hen over året arbejder SND-udvalget blandt andet med introworkshops, sociale aktiviteter, netværksarrangementer og uddannelse af dykkerinstruktører.

Den 26. november er fokus rettet mod dykkerklubberne, når der afholdes workshop med fokus på, hvordan en klub kan blive en god SND-klub.

Her er spørgsmålet ikke kun, hvordan man får flere mennesker i vandet, men også hvordan klubben skaber de rigtige rammer omkring dem.

På workshoppen bliver der blandt andet sat fokus på, hvad klubber skal være opmærksomme på, og hvordan man kan arbejde mere aktivt med Special Needs Dykning i sin egen klub.

Special Needs-dyk.

Special Needs-dyk. Foto: Matti Kronborg

Skal din klub være med?

Hvis din klub gerne vil vide mere om Special Needs Dykning eller overvejer, hvordan I kan skabe bedre muligheder for dykkere med særlige behov, er workshoppen den 26. november en oplagt mulighed for at blive klogere og møde andre klubber med samme interesse.

Samtidig er efterårets introdyk en mulighed for at åbne døren til dykning for mennesker, som måske ikke tidligere har set sporten som en mulighed for dem.

For i sidste ende handler Special Needs Dykning om det samme som resten af dykkerlivet: at komme under overfladen, opleve noget sammen med andre og være en del af et fællesskab.

Efterårets aktiviteter

24. oktober – Introdyk i DGI Huset Vejle
Mærk vægtløsheden i vand.
Tilmeld dig her

26. oktober – Introdyk i Løgstør Dykkerklub
Oplev lokalt fællesskab og nærvær.
Tilmeld dig her

13. november – Introdyk i Højme Svømmehal
Prøv at dykke i trygge omgivelser.
Tilmeld dig her

26. november – Workshop for klubber
Bliv klogere på, hvordan jeres klub kan blive en god SND-klub, og hvad I skal være opmærksomme på. Tilmelding via mail: snd.udvalg@sportsdykning.dk