Social Dive: Kom med til en hyggelig dag ved Silkeborgsøerne

Søndag den 4. oktober inviterer Dansk Sportsdykker Forbunds SND-udvalg til Social Dive ved Silkeborgsøerne. Her er der plads til både dykkere, hjælpere, instruktører og andre med interesse for dykning – med fællesskab, hyggeligt samvær og gode oplevelser under overfladen som omdrejningspunkt.
Der er noget særligt ved at mødes omkring dykning uden fokus på præstationer eller uddannelsesniveau. Derfor inviterer DSF’s SND-udvalg til en hyggelig dag ved Østre Søbad i Silkeborgsøerne, hvor dykning og fællesskab er i centrum.
Dykning for alle
Dagen er åben for alle, der har interesse for dykning. Det gælder både certificerede dykkere, hjælpere og instruktører – men også dig, der er nysgerrig på mulighederne for at blive dykker, hvis du har et særligt behov.
Du er meget velkommen til at kigge forbi, møde SND-teamet og høre mere om mulighederne.
Arrangementet er dog ikke et prøvedyk, og derfor er det kun certificerede dykkere, der kan deltage i selve dykkeraktiviteterne.
Silkeborgsøerne danner en flot ramme om dagen med ferskvand, undervandslandskaber og natur både over og under overfladen.
Her er der mulighed for sociale dyk, hvor det ikke handler om at komme længst eller dybest, men om at få en god oplevelse sammen.
Dagen starter med fælles velkomst og planlægning af dagens dyk, hvorefter der bliver mulighed for at komme i vandet og nyde dykningen sammen med de øvrige deltagere.
Vi hjælper med at få det til at fungere
Social Dive skal være en dag, hvor så mange som muligt kan deltage. Derfor er det en god idé at kontakte SND-udvalget på forhånd, hvis du har særlige behov eller spørgsmål til adgangsforholdene.
Der er mulighed for at parkere tæt på dykkerstedet, og sammen kan vi planlægge den støtte, der skal til for at skabe en god oplevelse.
Selvfølgelig skal en god dykkedag også rundes af med noget godt at spise. DSF sørger for grillpølser, brød, vand og sodavand, så der er mulighed for at få tanket op og hygge sig sammen efter dykkene.
Af hensyn til indkøb er tilmelding nødvendig.
Praktisk information
- Hvor: Østre Søbad, Silkeborgsøerne
- Hvornår: Søndag den 4. oktober kl. 10.00
- Tilmelding: snd.udvalg@sportsdykning.dk
- Tilmeldingsfrist: 1. oktober
Har du spørgsmål til dagen, dine muligheder for at deltage eller de praktiske forhold, er du meget velkommen til at kontakte SND-udvalget på mail: snd.udvalg@sportsdykning.dk
Du kan også blive en del af Facebook-gruppen Para-dykning Danmark, hvor der løbende bliver slået aktiviteter op i SND-regi.
Vi håber, du har lyst til at komme med til en dag med fællesskab, gode oplevelser og dykning for alle.
