Peter Munk Truelsen jagter rekorder i fridykning under is

De fleste forbinder is og frost med begrænsninger, men fridykkeren Peter Munk Truelsen ser noget helt andet: ro, fokus og mentale muligheder. I slutningen af marts rejser han til Finland for at forsøge at sætte en verdensrekord samt to danmarksrekorder i fridykning under is – uden våddragt vel at mærke.
Peter Munk Truelsen har fridykket i fem til seks år og har gennem årene opbygget en stærk relation til både kulde og mental kontrol. Isbad og sauna er allerede en fast del af hans hverdag, og netop evnen til at bevare roen under pres er en af hans største styrker.
“Jeg har det rigtig fint med det mentale pres,” fortæller han. “Når man først lærer at acceptere kulden og situationen, så handler det om fokus.”
Nu har han sat sig et mål, som nok ville afskrække de fleste: Et verdensrekordforsøg samt to danmarksrekordforsøg i det nordlige – og iskolde – finske farvand.
Første møde med isen gav et ekstra gear
For to år siden deltog Peter i en tur til Finland med Freediving Family, hvor gruppen dykkede under is fra hul til hul iført dragt og med omfattende sikkerhed. Efter de første dyk med dragt prøvede gruppen sig også af uden våddragt, hvilket var en oplevelse, som gjorde et stort indtryk.
“Jeg blev overrasket over, hvor meget det gav. Selvom jeg kender mig selv godt, så gav det et ekstra niveau mentalt at svømme under is,” siger han.
Ugen efter deltog han i de nordiske mesterskaber i pool-fridykning og endte på en andenplads. Det var samtidig den første konkurrence, hvor han stort set ikke var nervøs.
“Det lange dyk vidste jeg, at jeg kunne klare, fordi jeg havde prøvet at dykke under is. Nu virkede almindelige dykkerudfordringer pludselig ikke så nervefremkaldende,” forklarer han.
Fra sjov konkurrence til rekordambitioner
Sidste år deltog Peter i den svenske konkurrence Frozen Frog i Malmø. En uformel konkurrence, hvor det gælder om at holde vejret længst muligt i cirka 2,4 grader koldt vand. Her endte han med at holde vejret i fire minutter og 49 sekunder.
“Jeg sang ‘Lille Peter Edderkop’ for mig selv for at holde styr på tiden og talte pulsslag, men pulsen faldt så meget, at jeg alligevel mistede fornemmelsen for tiden,” fortæller han. “Da jeg kom op, havde jeg det helt fint og var frisk.”
Præstationen blev ikke registreret som officiel isdykning, men oplevelsen gav ham for alvor blod på tanden.
“Det er interessant at udfordre sig selv mentalt, og så er det bare skidesjovt. Der er nogle herlige mennesker i miljøet,” siger Peter.
Han var igen i år afsted til Frozen Frog-konkurrencen, og her vandt han med en tid på 4 minutter og 37 sekunder. Til samme event blev verdensrekorden i statisk vejrhold i vand under tre grader slået, da David Spreitz Elings klarede at holde vejret i det kolde vand i hele 8 minutter og 4 sekunder.
“Den kommer jeg næppe til at slå, men jeg går efter at lave danmarksrekord i den kategori til marts,” fortæller Peter.
Tre rekorder på to dage
Den 28. til 29. marts 2026 rejser Peter så til Joupskala i Finland, cirka tre timer nord for Helsinki, hvor han over to dage vil forsøge at slå tre rekorder under både Guinness og CMAS-regler.
Den første er danmarksrekorden for længst statisk vejrhold i vand under tre grader.
“Jeg har meldt ud, at jeg håber på fem minutter,” siger Peter.
Derudover vil han forsøge at slå danmarksrekorden i no fins-dykning under is, altså dyk uden finner. Rekorden er i øjeblikket 76 meter sat af Stig Severinsen. Peters mål er 90 meter.
Den tredje rekord er i monofin under is, hvor den nuværende verdensrekord er 110 meter. Her sigter Peter efter hele 140 meter, kun iført speedos, monofinne, badehætte og vægt.
“Man må ikke bruge handsker eller noget i den stil. Det er rå vilkår,” fortæller han.
Kulde og kontrol
Ifølge Peter er kulden ikke den største udfordring, så længe kroppen får lov til at vænne sig til den.
“Når jeg tilvænner mig isbad, så er kulden ikke et problem. Kroppen ved, hvad den kan forvente. Det handler om, at kroppen og hovedet taler sammen.”
Under statisk vejrhold er det mentale spil afgørende.
“Man ligger faktisk bare og keder sig, så der kan gå mange ting gennem hovedet. Men det, der gør, at jeg ikke giver op, er tanken om, hvor meget der er investeret; rejsen, sikkerhedsteamet, alle dem der holder øje. Jeg vil ikke svigte dem.”
Når han svømmer, er fokus rettet mod teknik.
“Jeg nyder at svømme godt. Det flytter tankerne væk fra kulde og vejrtrækningsbehov. Men på et tidspunkt handler det om at mærke grænsen og komme op, inden man besvimer.”
For Peter er isdykning således ikke kun en fysisk præstation, men i høj grad mental træning.
“Det er den mentale del, der gør det spændende. Uanset hvad jeg kommer ud for, kan jeg bevare roen. Det er en virkelig stærk evne at have og at træne.”
Peters rekordforsøg vil blive fulgt med stor interesse og Dansk Sportsdykker Forbund ønsker ham held og lykke i Finland, hvor både kulde, is og forhåbentligt nye rekorder venter.

