Optakt: Champions Cup 2025 – VM for klubhold i undervandsrugby

Flipper og Amager UV Rugby repræsenterer Danmark i Berlin i den kommende weekend, og ambitionerne er som altid store for de rød-hvide spillere.

Når Champions Cup – VM for klubhold – i undervandsrugby afvikles den 28.–30. november 2025 i Berlin, er det med to stærke danske klubber i spil. På herresiden deltager Flipper, og på kvindesiden stiller Amager UV Rugby op. Begge hold går ind til turneringen med store ambitioner, og særligt Flipper har selvtilliden i top og jagter medaljer.

Hos kvinderne er målsætningen en top 5-placering, og stemningen er god forud for et intenst stævne med i alt 25 deltagende hold. Vi har talt med Mille Grønborg Rudfeld fra Amager UV Rugby om forventningerne, formen og det helt særlige ved Champions Cup.

Mille Rudfeld og Skuggelund er klar til UV Rygby-kamp.

Foto: Ian Omedes

”Det er de bedste af de bedste”

Mille har spillet undervandsrugby, siden hun var 12 år – nu 18 år i alt. Hun begyndte i Køge efter et tilfældigt møde i svømmehallen med sporten, der hurtigt tog hende fra juniorholdet til seniorkampe. Efter nogle år som eneste kvinde i klubben søgte hun mod større muligheder i hovedstaden.

”Jeg begyndte at spille i UV Rugby København og fik øjnene op for, at man kunne dyrke det på højere niveau. Siden skiftede jeg til Amager UV Rugby, hvor vi er en del landsholdsspillere, som træner og spiller sammen,” fortæller Mille.

Hun har siden både været en del af U21-landsholdet og siden 2015 har hun været fast spiller på seniorlandsholdet med tre VM og tre EM på CV’et.

Kvindelandsholdet fejrer sejren over Sverige ved EM i UV Rugby 2025.

Kvindelandsholdet fejrer sejren over Sverige. Foto: Dansk Sportsdykker Forbund

Netop EM kan blive en vigtig faktor for, hvordan det kommer til at gå danskerne til Champions Cup. Flere af spillerne i truppen kommer nemlig direkte fra europamesterskaberne i Athen med masser af kamptræning og en fjerdeplads i bagagen.

“Vi er otte spillere, der var med til EM og nu skal spille Champions Cup. Det betyder, at mange er i topform, og vi kender hinanden rigtig godt.”

Konkurrencen er dog benhård. Turneringen samler de nationale mestre fra hele verden – fra Norge og Tyskland til Colombia, Australien og USA.

En stærk defensiv skal være nøglen til point for det danske kvindehold, fortæller Mille.

“Vi har i mange år haft en rigtig betondefensiv. Vi kan virkelig lukke ned for modstanderne. Nu arbejder vi på at blive endnu bedre offensivt – vi skal ikke kun være gode til at forsvare, men også til at score mål.”

Et intenst format

Kampene i Champions Cup spilles i 2 x 10 minutters løbende tid, og der venter mere end 50 kampe hen over weekenden. Der er med andre ord tale om en intens oplevelse for spillerne.

“Man skal virkelig være der fra start. Det er meget intenst, og man er i svømmehallen det meste af tiden,” fortæller Mille.

Amager er i gruppe med sidste års vindere fra Norge samt et stærkt australsk hold. Fredagens står på indledende kampe mod de to modstandere, hvorefter placeringskampene afvikles lørdag og søndag.

“Holdene fra Norge, Colombia og Tyskland ligger næsten altid i top tre. Vi har selv været i top tre én gang og er oftest i top fire. Sidste år blev vi omkring nr. 5–6, så det bliver en hård vej til gode placeringer, men vi går i hvert fald efter top 5,” siger Mille Rudfeld.

Et ekstra krydderi til turneringen er, at der også er et svensk hold med – Black Mermaids – og der ligger altid et stort rivalopgør og venter, når Nordens hold støder sammen.

“Vi har altid en særlig rivalfølelse med svenskerne. Det er nogle intense opgør, som vi håber, vi får lov at spille igen,” siger Mille, der var med landsholdet til EM for nylig, hvor Sverige blev besejret 1-0 af Danmark, som altså har håneretten pt.

Mille Rudfeld er klar til kamp i UV Rugby.

Foto: Ian Omedes

Flipper drømmer om metal

Herresiden får også dansk repræsentation, når Flipper går i hallen i den tyske hovedstad. Holdet har før markeret sig helt i toppen og håbet er, at danskerne kan blande sig i medaljekampen.

“Flipper plejer at ligge i top tre, så de håber helt sikkert på medaljer. De største udfordrere bliver igen holdene fra Norge, Colombia og Tyskland. Hold som normalt altid ligger i toppen,” forklarer Mille Rudfeld.

Ved det netop overståede EM i Athen blev de danske herrer nummer 4. Norge tog sølv, mens Tyskland vandt. Der ligger dermed nogle store slag og venter under vand i weekenden.

Flipper spiller første kamp mod Ålesund klokken 14:30 fredag den 28.11, mens Amager UV Rygby går i vandet til kamp første gang 15:30 sammen dag mod BSI Boblen fra Norge.

Følg med i Champions Cup 2025

Dato: 28. – 30. november 2025.

Se kampprogrammet her.

Livestream: