Ny GEO-gruppe skal bringe dykkere endnu tættere på havets geologi

Dansk Sportsdykker Forbund udvider arbejdet med maringeologi og Citizen Science. Det skal give endnu flere dykkere mulighed for at kombinere deres interesse for dykning med naturvidenskab, forskning og konkrete projekter, der gør en forskel for havmiljøet.

Dansk Sportsdykker Forbund udvider nu arbejdet med de naturvidenskabelige discipliner under vand. Som noget nyt bliver maringeologi (GEO) en del af forbundets aktiviteter på linje med marinbiologi (BIO) og marinarkæologi (MA).

Målet med den nye maringeologi-gruppe er at give endnu flere dykkere mulighed for at kombinere deres interesse for dykning med naturvidenskab, formidling og konkrete projekter, der kan gøre en forskel for vores viden om havmiljøet.

Samtidig er etableringen af GEO-gruppen et vigtigt skridt mod at tilbyde flere af de internationale CMAS Scientific Specialities, hvor dykkere kan specialisere sig inden for forskellige naturvidenskabelige områder.

Den nye GEO-gruppe bliver også en naturlig del af Dansk Sportsdykker Forbunds arbejde med Citizen Science.

Her kan dykkere bidrage aktivt til forsknings- og naturprojekter ved at indsamle data og dokumentere forhold under overfladen. Det kan eksempelvis være undersøgelser af stenrev, ålegræs, marinarkæologi, geologiske forhold eller overvågning af biodiversitet.

Mulighederne er mange, og på sigt kan dykkere, der arbejder med BIO, GEO, MA og Citizen Science, opnå titlen som CMAS Scientific Diver.

MAU-dykker ifbm. Subnordica.

Foto: Peter Enger // Peter Lajgaard

Flere events og nye fællesskaber

Arbejdet med maringeologi har været under udvikling gennem flere år, og nu er tiden kommet til for alvor at folde området ud.

Det betyder, at Dansk Sportsdykker Forbund fremover vil udvikle en række events, workshops og kurser, hvor geologien under havets overflade kommer i centrum. Nogle aktiviteter vil foregå ude i klubberne, mens andre bliver landsdækkende DSF-arrangementer eller officielle CMAS-kurser.

Samtidig efterlyser forbundet dykkere, som har geologisk viden, erfaring eller spændende projekter, de har lyst til at dele med resten af dykkermiljøet.

Har din klub et projekt, som kunne danne rammen om et arrangement, hører forbundet også meget gerne fra jer.

Ambitionen er at skabe events, hvor det faglige går hånd i hånd med fællesskab, netværk og gode oplevelser – og hvor niveauet gør, at både nye og erfarne dykkere kan være med.

Kontakt Niels-Søren Bøgh fra GEO-gruppen, hvis du kunne tænke dig at bidrage: nsb@mail.dk

Da dykkere gjorde en forskel for beslutningstagerne

Et godt eksempel på, hvordan dykkeres viden kan skabe værdi, kom tidligere i år, hvor GEO og BIODYK i Aarhus inviterede folketingspolitikere med ud for at opleve konsekvenserne af råstofindvinding på havbunden i de indre danske farvande.

Under arrangementet fik politikerne et unikt indblik i de såkaldte stiksugningshuller – store fordybninger i havbunden, som opstår efter råstofindvinding, men som de færreste mennesker nogensinde ser med egne øjne.

Når dykkere engagerer sig i Citizen Science og formidler deres viden fra havbunden, kan det være med til at kvalificere beslutninger om natur og miljø. Kort efter besøget blev der afsat 9,7 millioner kroner til at undersøge omfanget af problemerne omkring stiksugningshullerne og mulighederne for at afhjælpe dem.

Det er et konkret eksempel på, hvordan observationer og viden fra dykkere kan bidrage til både forskning, naturforvaltning og politiske beslutninger.

Dansk Sportsdykker Forbund glæder sig til at byde endnu flere dykkere velkommen i arbejdet med marin geologi og Citizen Science – og til sammen at blive endnu klogere på den verden, der gemmer sig under overfladen.