Mange danske indsendelser til De Nordiske Mesterskaber i UV Foto 2025

De nordiske mesterskaber i Undervandsfoto 2025 har haft indsendelsesfrist den 1. november, og nu afventer deltagerne juryens bedømmelser. Resultaterne offentliggøres i begyndelsen af december – senest den 10. december, og i år er der flere danske bud på en vinder end længe set.
Gennem de seneste mange år har Sverige og Norge domineret de nordiske mesterskaber i undervandsfoto, men måske er der håb for danskerne i år.
11 ud af de 33 deltagere har nemlig dansk pas i 2025-udgaven, og det er noget, der glæder Mikkel Noe fra UV Foto-udvalget i Dansk Sportsdykkerforbund:
– Historisk har det været nordmændene og svenskerne, som har siddet på det, men det har primært haft noget at gøre med kvantiteten. Der har simpelthen bare været flere indsendelser fra de andre lande, men i år er vi godt repræsenteret, fortæller Mikkel.
– Det skyldes i alt beskedenhed en større promoveringsindsats fra udvalgets- og forbundets side, som har givet resultater, siger Mikkel, som selv har dyrket undervandsfoto i mange år og endda været dommer til et nordisk mesterskab.
Dansk undervandsfoto: En “trodsig” stil
Nordmændene og svenskerne har i årevis siddet tungt på podiepladserne. Og ja – de har ofte klarere vand og mere imponerende natur. Men det betyder ikke, at de også automatisk tager de bedste billeder.
“Vi er så fokuserede på vores udfordrende forhold, at vi tror, vi er dårligere fotografer – men det er vi ikke. Tværtimod. Jeg håber, vi får nogle podiepladser i år og får løftet selvtilliden,” siger Mikkel.
Selvom danske dykkere må kæmpe med dårlig sigtbarhed og beskedne undervandslandskaber, har netop disse vilkår udviklet en særlig dansk fotostil, som sagtens kan konkurrere med de norske og svenske landskaber.
“Fordi vi i Danmark er udfordrede på sigtbarhed, er vi blevet sindssygt gode til closeup og makro. Vi arbejder tættere på motiverne, mere kreativt – og vi nørder lyssætningen,” siger Mikkel.
Når sigtbarheden er ringe, er fejlmarginen minimal. Blitzlys kan let oplyse alt det fnuller, der svæver i vandet, og derfor kræver et godt dansk undervandsfoto tålmodighed, præcision og kreativitet. Det er ikke unormalt, at en fotograf ligger 30 minutter med ét motiv for at få det perfekte skud.
Danske fotografer er også begyndt at eksperimentere mere med former og abstraktioner i billederne – selvom den slags sjældent vinder konkurrencer.
“Jeg håber at se flere af de modige, kunstneriske billeder. Vinderen af tema-kategorien sidste år var netop af den type,” fortæller Mikkel.
Hvad kigger dommerne efter?
I år er Norges Dykkerforbund værter, og en jury skal vurdere hvert enkelt billede ud fra forskellige kategorier.
Det er øjet som ser, og der er ikke fastlagt noget facit for, hvad der giver point, men Mikkel nævner følgende faktorer, som spiller ind i afgørelsen:
Wauw-faktor
Får man lyst til at gå hen til billedet, hvis man ser det på afstand? Er der noget, der drager én?
Fortælling
Skaber billedet en historie? Hvad sker der? Hvad tænker fisken? Pirrer det fantasien?
Teknik
Er billedet skarpt? Er lyssætningen i god? Selvom et billede kan være kunstnerisk, skal det tekniske stadig være i orden.
Læs også: Indsend dine bedste billeder til Nordiske Mesterskaber i Undervandsfoto 2025
Opløftende foto-tendenser
De seneste år har man generelt set en markant udvikling i Danmark, og feltet ved DM er blevet større og stærkere, mens der kommer flere fotografer til sporten, som investerer tid i teknik, komposition og specialisering.
“Konkurrencen til DM er meget tættere end tidligere. Vi har flere seriøse fotografer end nogensinde før,” siger han.
Interessen er også blevet løftet af, at udstyr er blevet mere tilgængeligt – og at man til DM endda kan låne udstyr og deltage uden store udgifter.
Udover NM, som altså afgøres i december, så kan man i 2026 se frem til DM i juni, VM i september og NM i november.

