Landstræneren melder klar til NM i UV-rugby: – Vi er i spil til de sjove medaljer

I den kommende weekend afholdes NM i undervandsrugby i Sverige for kvinder og mænd, og hos herrerne ser den spillende landstræner, Kim Sigmann Petersen frem til nogle intense dage med tætte kampe, hårde dueller – og mulighed for stor succes til Danmark. 

Den 28. februar til 1. marts bliver vandet i Högdalens Svømmehal indtaget af nogle af verdens bedste undervandsrugby-spillere, når de nordiske mesterskaber afholdes i Stockholm.

NM afholdes hvert andet år, og i 2026 er Danmark, Finland, Norge og Sverige repræsenteret på både kvinde- og herresiden, og holdene hører til i den absolutte verdenselite.

Så sent som ved EM i Athen i 2025 blev Danmark nummer fire hos begge køn, mens de norske kvinder vandt sølv og herrerne fra Norge tog guld. De svenske herrer hentede bronze, mens kvinderne endte på femtepladsen. Finland fik bronze hos kvinderne og en femteplads hos herrerne.

Alt i alt er der lagt op til en hæsblæsende weekend i vandet, og hvis man er på de nordlige breddegrader, så er kampene selvfølgelig åbne for tilskuere. ellers kan de følges via livestream.

Danmark har store ambitioner for både kvinderne og herrerne, og her fortæller spillende landstræner, Kim Sigmann Petersen om forventningerne til de danske mænd i bassinet. 

Kim Sigmann Pedersen.

Kim Sigmann Petersen.

Ingen nemme kampe ved NM

“Der er ingen nemme kampe ved at nordiske mesterskab. Det er nogle af de bedste hold i verden. Tyskland og Columbia mangler, men ellers er det verdens bedste hold,” indleder Kim, som er en af landets mest erfarne UV-rugbyspillere, og i dag både varetager rollen som spiller og landstræner. Han ser nu frem til igen at duellere mod de nordiske konkurrenter:

Det er en meget intens weekend, der venter. Til et europamesterskab spiller vi én kamp om dagen, og her spiller vi to om dagen. Det er ikke noget, vi er bange for, men vi kommer helt sikkert til at bruge hele holdet. Vi må ikke lave nogle åbninger, så hvis ikke man spiller på 100 hundrede procent, så bliver det opdaget og straffet. Det bliver intensivt og hårdt, fortæller landstræneren.

Det danske herrelandshold i undervandsrugby på bassinkanten.

Han ser samtidig turneringen som en forberedelse til det VM, der venter i 2027, og et godt resultat i weekenden vil pege positivt ind i fremtiden og give landsholdet et sundt selvtillidsboost.

“Det er en fascinerende turnering, for man bare har de her få kampe til at lykkes, og aftalerne skal bare sidde i skabet. Man skal være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og det skal være drøneffektivt. Hvis det kører her, så har vi et godt fundament at bygge videre på,” fortæller Kim S. Petersen.

Han assisteres af Jonas Hoff på trænerbænken, og de to herrer har udtaget holdet på baggrund af nogle landsholdssamlinger, som afvikles i løbet af året.

“Det er min rolle som landstræner at optimere og hjælpe alle dem, der er med til samlingerne. På baggrund af de træninger og de løbende konkurrencer, så sætter vi holdet ud fra det,” fortæller landstræneren, der er glad for at have assistance fra Jonas Hoff:

“Min udfordring som spillende træner er, at jeg ikke altid kan se spillet udefra. Jonas, der også er træner for Amager-holdet hjælper rigtigt meget. Han er god til at supplere mig,” fortæller Kim S. Petersen.

Antitaktikker på programmet

De danske herrer møder Finland lørdag klokken 12 og Sverige klokken 15 samme dag. Et par gode præstationer her vil være medvirkende til

“Den første kamp er nok den på papiret nemmeste, men det er altid nogle tætte kampe mod Finland, for de har altid en god antitaktik, så selv på modstandernes bedste dage taber de maks med et par stykker. De er gode til at skille modstanderens taktik ad. Til gengæld har de ikke verdens bedste angreb, fortæller Kim S. Petersen.

“Så har vi Sverige. Vi spiller altid nogle tætte kampe. Jeg var også med ved EM, så vi har en revanche derfra, hvor vi tabte en tæt kamp til dem,” fortæller landstræneren, der venter hårdest modstand søndag, når Europamestrene fra Norge venter klokken 9, inden der spilles A- eller B-finaler.

“Søndag kommer umiddelbart den sværeste kamp. Norge vandt EM foran Tyskland i november. Vi spillede uafgjort mod dem i en ret taktisk låst kamp, hvor vi fik lavet en god antitaktik. Det er afgørende, hvordan Norge vælger at spille. Hvis de ændrer på deres angrebsstrategi, så skal vi hurtigt tilpasse os. Men det har vi god erfaring med, så jeg er ret fortrøstningsfuld. Såfremt vi spiller to gode kampe lørdag og vinder dem, så kan vi spille uden pres,” fortæller Kim S. Petersen.

Det danske herrelandshold i UV-rugby samlet på land.

Et landshold med det rette miks

Den danske trup er nøje udvalgt på baggrund af, hvordan spillerne bedst supplere hinanden.

“Vi har et enormt højt erfaringsniveau på det danske hold. Vi har to eksempler på spillere, som har over 30 års erfaring. Erfaring betyder enormt meget i UV rugby, for man har begrænsede muligheder for at kommunikere undervejs, og så er det godt at vide, hvad man skal gøre i de forskellige situationer, uden at skulle op og have instruktioner eller taktiske input,” forklarer Kim S. Petersen, der også har to debutanter med i truppen.

“Det er Jakob Børsting Møller som back og Carl Krabbe Heldgaard på målvogterpladsen. Begge skal for første gang spille NM, og de kan begge lave afgørende momenter i spillet,” fortæller landstræneren, som glæder sig over sammensætningen af nye talenter og erfarne profiler.

“Vi har et relativt sundt landshold. Der er kamp om pladserne, men der er også et godt miljø i forhold til udvikling. Det er et hold, jeg har stor tillid til, som jeg kender rigtigt godt, og vi går da efter titlen,” fortæller landstræneren, som dog har en anden erklæret målsætning med weekendens turnering:

“Vi skal virkelig leve op til vores egne standarder og spille vores spil. Det er målet. Det er at spille vores spil og så har jeg en ret stor tillid til, at så kommer vi også i spil til medaljerne,” siger Kim Sigmann Petersen.

Du kan følge de nordiske mesterskaber i Stockholm via livestream, og via Dansk Sportsdykker Forbunds platforme på Facebook og Instagram.