Kysthjælper slutter – Tak for et fantastisk samarbejde og indsats

Meddelelse fra Kysthjælper sekretariatet:
Efter fire år slutter projekt Kysthjælper med udgangen af august 2025. Kysthjælper har været en kæmpe succes, og det var ikke sket uden de mange entusiastiske frivillige og det store netværk af samarbejdspartnere fra kommuner, universiteter og virksomheder – Så en stor tak til jer alle for at gøre Kysthjælper til et erfaringsrigt og resultatskabende projekt.
Sammen har vi opnået markante resultater: 83.680 ålegræsskud udplantet, 1.200 tons sten udlagt på syv rev, opbygning af stenbanker i flere kommuner samt produktion af manualer, videoer og værktøjer til frivillig inddragelse i marin naturgenopretning. Samlet har mere end 3000 frivillige deltaget i projektet, og de har bidraget med ca. 13.000 arbejdstimer.
Projektet har samtidig haft stor formidlingsmæssig gennemslagskraft. Gennem events, foredrag, debatarrangementer og en omfattende medieindsats er interessen for havmiljøet styrket, og befolkningen er blevet mere bevidst om muligheden for at handle.
Samarbejdet med jer i NGO-støttegruppen her været afgørende for projektets succes. Rekruttering af de frivillige har været en stor opgave i Kysthjælper, og i samarbejde med vores NGO-støttegruppe er dette lykkedes bedre, end vi kunne have forestillet os. Kæmpe tak for jeres hjælp med dette arbejde og for jeres inputs, feedback og inspiration undervejs. I har været med til at bevise, at vi sammen kan nå rigtig langt med naturgenopretning i havet.
Projektets erfaringer, værktøjer og resultater kan alt sammen findes på vores hjemmeside: www.kysthjælper.dk til hjælp og inspiration for nye frivillige genopretningsprojekter over hele Danmark.
Er du interesseret i at se en video om resultaterne, så klik ind her: Kysthjælper aftermovie