Instruktørweekenden i Korsør: Et springbræt for fremtidens dykkere og undervisere

Den første weekend i oktober blev Korsør centrum for dansk dykkeruddannelse, da Dansk Sportsdykker Forbund afholdt instruktørweekend med både CMAS 1- og 2-stjernet instruktørkurser.
Fra fredag den 3. til søndag den 5. oktober blev der undervist, trænet, diskuteret og dykket i Korsør – alt sammen med ét formål: at uddanne og styrke de instruktører, som fremover skal være med til at løfte dansk dykning og uddanne nye generationer af dykkere.
“Instruktørweekenden er nogle rigtig vigtige dage for dansk dykning. Det er her, fremtidens instruktører får bygget kompetencer og viden på, så de kan gå ud og uddanne flere dykkere. Vi ønsker jo, at så mange som muligt får oplevelsen og fornøjelsen af at dykke – og der er brug for instruktører derude,” fortæller kursusleder Johnnie Skov.
En weekend med læring, ledelse og fællesskab
Instruktørweekenden samlede både nye og erfarne instruktører fra hele landet. Deltagerne blev guidet gennem et intenst program af instruktørtrænere og holdledere – Thomas Hulvej for CMAS 1 og Rie Schmidt-Nielsen for CMAS 2 – med fagligt fokus på undervisningsteknik, sikkerhed, dykkerledelse og formidling.
Kurset kombinerede teori, praktiske øvelser i bassin og åbent vand, samt feedbacktræning, så deltagerne blev klædt bedst muligt på til at tage ansvaret som instruktører i deres klubber.
“Det har været en succesfuld instruktørweekend med højt humør, god energi og masser af læring, som instruktørerne kan tage med videre ud i dykkerklubberne,” siger Johnnie Skov.
Læs også: Instruktørseminar 2025: Sæt kryds i kalenderen den 15. november
Fremtidens dykkerinstruktører er på vej
Formålet med DSF’s instruktøruddannelser er at sikre et højt fagligt niveau i dansk dykkeruddannelse – og samtidig skabe et stærkt netværk mellem instruktørerne på tværs af landet.
De nye CMAS 1-stjernede instruktører er nu klar til at undervise i klubberne under supervision, mens 2-stjernede instruktører kan uddanne dykkere på alle niveauer – og med tiden selv være med til at uddanne nye instruktører.
Instruktørweekenden i Korsør er en del af DSF’s samlede uddannelsesprogram, der kombinerer selvstudie, sidemandsoplæring og praksisnær undervisning.
Dansk Sportsdykker Forbund sender en stor tak til alle deltagere, instruktørtrænere og frivillige, som var med til at gøre weekenden til en succes.
Med et stærkt hold af nye instruktører i ryggen ser vi frem til mange spændende kurser, uddannelser og dykkeroplevelser i hele landet.

