Fridykkere er klar til NM og DM i Dybde: – Det giver rigtig meget mentalt overskud

De danske og nordiske mesterskaber i dybdefridykning afholdes den 16. – 21. august på Cypern, og der vil både være hård konkurrence, spændende sparringsmuligheder og masser af fællesskab i fokus, når nogle af verdens bedste fridykkere samles.

How low can you go?

Det er et spørgsmål mange fridykkere har stillet sig selv gennem tiden, og til sommer kan man for alvor teste det under ordnede forhold, når de danske og og nordiske mesterskaber i dybde afholdes på Cypern.

Her ligger Freedom Freediving faciliteter til en forlænget weekend fyldt med vilde dyk, rekordforsøg, tæt konkurrence – og masser af gode dykkerstunder i fællesskabets tegn.

For selvom konkurrencen er hård, og der kæmpes om vigtige titler og rekorder, så er der plads til alle. Det fortæller formand for fridykkerudvalget i Dansk Sportsdykker Forbund, Daniel Johannsen:

“Flere er med for at prøve det og opleve konkurrencesituationen. Man får en helt anden forståelse af, hvordan man reagerer under pres, man møder en masse nye mennesker, man får gode kontakter og møder alle de dygtigste fridykkere i Norden og kan få viden fra dem. Selvom det er en konkurrence er folk også interesserede i at lære fra sig og byde andre godt velkommen, så hvis man er ny skal folk nok hjælpe en på vej,” forklarer Daniel.

Daniel Johannsen til dybdedyk i fridykning.

Foto: Kurt Arrigo

For at kæmpe med om medaljer, skal man dog nok have noget erfaring på dykker-cv’et, mener han. Flere af deltagerne har reserveret flere måneder i forvejen til at træne i området.

“Det foregår således, at der er fire konkurrencedage fordelt over seks dage. Første dag er opvarmningsdag med prøvedyk. Så er der sikkerhedsbriefing og indregistrering. Det gælder jo om at komme så dybt som muligt, men man melder sit mål ud på forhånd, og man får minuspoint per meter, man misser sit mål. Hvis man eksempelvis melder 90 meter ud og kun dykker 85, så får man fem minuspoint. Der kan derfor gå lidt taktik i den – vil man satse stort i håbet om at vinde, eller vil man spille den mere konservativt med et mål, man er hundrede procent sikker på at nå? Det giver lidt ekstra spænding,” fortæller Daniel.

Dykkene afvikles således, at man dykker ned og på bunden/ved sit mål findes en bundplade med elastikker eller velcro, som er tags, der skal tages med op til overfladen. Hvis man ikke får sit tag med op, får man to minuspoint.

Rekorder kan falde

Dybdedyk er altså ikke for sjov. De bedste når mere end 90 meter ned under overfladen – uden hjælpemidler vel at mærke. Og rekorderne er ikke umulige at slå, mener Daniel:

“Jeg tror godt, der kan blive slået nogle Danmarksrekorder i dybde. Der bliver dykket tættere og tættere på danmarksrekorderne. Det bliver meget spændende at følge, og man kan stadig nå at tilmelde sig, hvis man vil prøve kræfter med det,” siger han.

Fridykkere ved DM i Dybde.

Foto: Daniel Johannsen

De danske rekorder i dybde er lige nu fordelt mellem Stig Pryds og Jesper Stechmann.

Førstnævnte satte i 2018 rekorden i at dykke 102 meter i Free Immersion, hvilket er en disciplin, hvor dykkeren trækker sig ned og op langs et reb uden brug af finner. Han satte samme år rekorden i Constant Weight Apnea, som er en disciplin, hvor man dykker lodret ned og op ved egen kraft med svømmefødder/monofinne uden at ændre sin vægt. Den lyder på 105 meter.

I 2015 satte Pryds rekorden i Constant Weight Without Fins på 75 meter. En discplin, hvor dykkeren stiger ned og op ved egen kraft uden brug af svømmefødder eller monofinne.

Jesper Stechmann sidder på danmarksrekorden i Constant Weight Bifins, hvor dykkeren bruger svømmefødder – bifinner – til at dykke ned og op. Den lyder på 92 meter.

Foto: Jesper Stechmann

“Det er første gang, at vi holder nordisk mesterskab i mange år. Det bliver meget spændende at se, hvordan Danmark ligger i forhold til de andre lande. Vi har altid nogle, der ligger i top 10 til VM, når vi tager afsted. Jesper Stechmann er i hvert fald et navn, man nok skal holde øje med,” siger Daniel Johannsen, som også selv skal afsted. Han drager til Cypern to måneder inden konkurrencen for at træne og forberede sig.

“De andre landes dykkere går også til den og træner meget. Tommi Pasanen fra Finland dykker for eksempel også mange meter ned. Det er utroligt spændende, og der kan ske rigtigt meget, for der er flere og flere, der træner rigtig meget dybde, og der dykkes dybere og dybere hvert år. Det er motiverende, for det giver jo anledning til at træne mere, når der er flere, der skubber på,” siger udvalgsformanden.

Fire af deltagerne ved DM repræsenterer samtidig Danmark ved NM. Det vil sige, at deres dyk tæller i begge konkurrencer. Dykkerne er på forhånd udtaget til landsholdet af forbundet baseret på tidligere dyk og konkurrencer.

Program for NM/DM i dybde 2026

  • Lørdag 15/8 – 19:00 – Møde og registrering
  • Søndag 16/8 – Officiel træningsdag
  • Mandag 17/8 – Konkurrencedag – CWT
  • Tirsdag 18/8 – Konkurrencedag – FIM
  • Onsdag 19/8 – Hviledag / Reservedag
  • Torsdag 20/8 – Konkurrencedag – CNF
  • Fredag 21/8 – Konkurrencedag – CWT-BF + Præmieoverrækkelse + Afslutningsmiddag

Kompetencer og fordele

Når man som almindelig dansker tænker på at dykke dybt, kan det være svært at forestille sig, hvordan det er muligt at komme længere ned, end de 3-5-10 meter, man leger med i svømmehallerne herhjemme.

Men for fridykkerne er det faktisk ikke så uvirkeligt at nå meget længere ned. Det kræver blot fokus, mental ro, gode lunger – og masser af træning.

“Det kræver selvfølgelig først og fremmest, at man kan trykudligne. Det er den mest afgørende faktor. Det er noget, man kan træne sig til,” fortæller Daniel Johannsen.

“Derudover skal man kunne holde roen i dybden. I de danske søer er der meget mørkt og koldt, så vi træner generelt i hårde forhold. Det bliver en fordel sydpå, for når man træner herhjemme giver det gode forudsætninger for at bevare den mentale ro, når omstændighederne er bedre. Vi skal jo dykke i 28 grader varmt, lyst vand i Cypern,” siger han.

“Det mentale handler om at prøve det igen og igen og igen. Man tænker, at det er vildt det her med at holde vejret og dykke dybt, men det handler om hele tiden at repetere. Hele tiden skubbe linjen lidt mere. At få en god introduktion via en erfaren fridykker i en dykkerklub. Så oplever man, at det giver rigtigt meget mentalt overskud, fordi det føles fantastisk at være 10-20-30-80-100 meter under vandet. Det er en anden verden, og det er kun dig. Du skal kun forholde sig til teknikken, trykudligningen og at holde vejret,” fortæller Daniel Johannsen.

Han tilføjer, at teknikken selvfølgelig også har betydning, men at trykudligningen og den mentale ro er de afgørende faktorer for at nå langt.

Og langt, det er der mange, der når, efterhånden.

Både som udvalgsformand og som atlet er det motiverende at følge udviklingen i sporten i disse år, fortæller Daniel:

“Det er fantastisk, at der kommer mange nye ind i sporten, der trykker lidt på, hvad vi tror, der er muligt. Det er fedt at se, og det betyder at vi er på vej den rigtige vej i fridykkersporten. Både i Danmark og på verdensplan, fortæller han.

Læs også: Danske Mesterskaber Fridykning

Tilmelding til DM i Dybde sker via Tailor

Deltagergebyret til konkurrencen skal indbetales gennem Tailor for at tilmeldingen er gyldig. Efter 31. maj stiger tilmeldingsgebyret til 3.735 kr., mens støtten fortsat vil være 3.375 kr. Støtten gives til de ni første tilmeldte, efter først til mølle-princippet.

Hvis du vil vide mere om fridykning og mulighederne for at komme i gang under ordnede forhold og med dygtige instruktører, så tag fat i din lokale dykkerklub, eller kontakt fridykkerudvalget under Dansk Sportsdykker Forbund på fridykning.udvalg@sportsdykning.dk.