Fridykker-danmarksrekord blev slået til DM i pool

DM i Pool løb af stablen den 24. – 26. april, og her var Danmarks fremmeste fridykkere samlet for at teste grænser og konkurrere i fem forskellige discipliner.
Landets bedste fridykkere var i april samlet i Odense Universitetssvømmehal til en weekend fyldt med lange dyk, fokus – og nye rekorder!
Undervejs blev der konkurreret i fem discipliner, som nok vil få de fleste udefrakommende til at blinke en ekstra gang.
Der blev konkurreret i brystsvømning under vand uden finner i et 25 meters bassin (DNF), og disciplinerne DYN-bf og DYN, hvor det handler om at dykke længst med bifinner (DYN-bf) og monofinner (DYN). Derudover var der den statiske konkurrence, hvor man ligger helt stille og holder vejret (STA), og så var en ny disciplin tilføjet årets konkurrence; Speed Apnea. Her skulle deltagerne hurtigst muligt forcere 2 x 50 meter under vand – med mulighed for én eller flere indånding efter de første 50 meter.
30 hjælpere og 29 atleter var til stede for at konkurrere og holde styr på både sikkerhed, resultatlister og regler.
Og atleterne skuffede ikke, fortæller arrangør, Nicolai Birkedal:
“Niveauet var exceptionelt højt, og det er ikke set højere i mange år. Generelt blev der dykket helt afsindigt langt for herrernes vedkommende i alle discipliner,” fortæller fridykkeren.
Undervejs røg armene i flere omgange i vejret i triumf, når der blev sat personlige rekorder på stribe, og så kom der også en danmarksrekord i hus ved Anni Højgaard.
Hun dykkede 180,5 meter under vand med bifinner uden at trække vejret en eneste gang.
Samtidig kom Jakob Hansen tæt på danmarksrekorden i STA, da han nåede 8 minutter og 20 sekunder under vand i denne disciplin. Rekorden lyder på 8 minutter og 40 sekunder og er sat af Stig Severinsen tilbage i 2007.
“Jeg har selv været med i de sidste 10 år, og jeg har ikke set så højt et niveau tidligere,” siger Nicolai Birkedal.
Et særligt fællesskab
Fridykkermiljøet i Danmark har vokseværk, hvilket altså også afspejler sig i DM-resultaterne.
Weekenden bød da også på masser af gode snakke og hygge på kryds og tværs mellem fridykkerne, som kommer fra alle dele af landet.
“Generelt var der supergod stemming, og tilbagemeldingerne har været meget positive,” fortæller Nicolai.
“Vi møder hinanden på kryds og tværs af klubberne, og det er som om, man i vores verden forstår hinanden på en anden måde. Vi er så glade for fridykning, vi har masser af følelser i det, og det er skønt at dele det med ligesindede,” siger han.
“Der er en eller anden særlig samhørighed, når vi er sammen. Selvom vi er konkurrenter til DM, så coacher og hjælper folk hinanden. Det er egentlig en ret smuk ting ved sporten,” forklarer Birkedal.
Næste store mål for de danske fridykkere kan blive de danske og nordiske mesterskaber i dybdefridykning, som afholdes den 16. – 21. august på Cypern.
Læs også: Fridykkere er klar til NM og DM i Dybde: – Det giver rigtig meget mentalt overskud
Hvis du kunne tænke dig at komme i gang med fridykning under ordnede forhold, så tag fat i din lokale fridykkerklub og hør nærmere om mulighederne for at starte op med træning og instruktion fra erfarne fridykkere.


