DSF tilknytter Juliane Prins som ny udviklingskonsulent

Dansk Sportsdykker Forbund har hentet forstærkning til organisationen og tilknyttet udviklingskonsulent, Juliane Prins. Hun skal hjælpe med at udvikle dykkersporten i Danmark og understøtte klubbernes arbejde, så alle bliver stærkere og forhåbentligt får flere medlemmer, der kan være med til at drive arbejdet og sikre fremtiden.

Nicolai Kehling har siden 2021 siddet som den eneste udviklingskonsulent i forbundet, men de seneste uger har han fået selskab i form af Juliane Prins.

Hun er blevet ansat som udviklingskonsulent per 15. januar og skal sammen med Nicolai arbejde for at understøtte forbundets strategiske udviklingsarbejde og hjælpe sportsdykkerklubberne med at udarbejde og gennemføre aktiviteter, indsatser og handleplaner for at indfri strategien.

Ansættelsen sker på baggrund af et løft i den bevilling DSF får fra DIF, og Juliane er allerede kommet godt i gang på kontoret i Idrættens Hus.

“Jeg glæder mig til at komme ud i klubberne og hilse på dykkerne. Jeg kommer til at række ud og håber også, at klubberne vil henvende sig til mig, hvis man sidder med idéer til tiltag eller har brug for sparring,” fortæller Juliane, som har en kandidat i idræt fra Københavns Universitet og tidligere har været ansat som projektudvikler på Nordsjællands Hospital. Hun har også snuset til forbundsarbejde tidligere som praktikant hos Dansk Arbejder Idræt.

Erfaring med vand har hun også rigeligt af – mest som svømmer, mens det også er blevet til dyk og snorkling på diverse rejser.

Hos DSF kommer Juliane særligt til at fokusere på at udvikle dykkersporten inden for community-idræt, som går ud på, at man kobler flere idrætsgrene og aktiviteter sammen – for at skabe et større fællesskab og tilknytning til sporten. Det kan være ved at afholde idrætsfestivaller eller minievents samt helt uformelt at dele erfaringer og viden på tværs af miljøet.

Derudover har den nye udviklingskonsulent allerede udset sig nogle særlige målgrupper, hun gerne vil have aktiveret i højere grad end tilfældet er i dag:

Forhåbentligt kan vi tiltrække flere unge og kvinder gennem community-tilgangen. Jeg har også nogle tanker om at lave noget netværk med de unge og få dem engageret ad den vej,” siger Juliane. 

“Derudover mener jeg jo, at vi skal være skarpe på hele dagsordenen omkring havmiljø og bæredygtighed. Vi er et forbund, som har en helt unik indsigt i, hvad der sker under havoverfladen, så det skal vi selvfølgelig slå på,” fortæller hun.

Hvis du sidder med en god idé, har spørgsmål eller brug for sparring, så tøv ikke med at kontakte Juliane på mail: juliane.prins@sportsdykning.dk