Danmarks undervandsrugby-landshold er klar til EM: “Vi går efter metal!”

Når Europamesterskaberne i undervandsrugby bliver fløjtet i gang i Athen, er Danmark repræsenteret med både et herre- og et kvindelandshold. På kvindesiden er en af de mest rutinerede spillere Pernille Linnert Jensen – forsvarsspiller fra Amager UV Rugby, som til efteråret kan fejre 20-års jubilæum i sporten.

Fra mandag til lørdag i uge 46 lægger Athen vand til nogle af de største kampe i undervandsrugby-sæsonen.

Her afholdes EM 2026, og Danmark er repræsenteret med konkurrencedygtige mandskaber på både kvinde- og herresiden.

Blandt landsholdsspillerne på kvindelandsholdet er 41-årige Pernille Linnert Jensen, som har været en del af landsholdet i næsten to årtier, deltaget i fire verdensmesterskaber og snart tre europamesterskaber. Med 78 landskampe og 39 mål bag sig er hun en af de mest erfarne spillere i truppen – men hun understreger, at alder ikke er en begrænsning i undervandsrugby.

“Jeg startede med undervandsrugby, da jeg flyttede til København for at studere. Jeg manglede en holdsport og noget med vand – og så fandt jeg UV-rugby. På kvindesiden kan man hurtigt få landsholdsdebut, så jeg kom hurtigt med og har været med lige siden,” fortæller hun.

“Det er også det fede ved sporten – man kan blive ved med at bidrage. Der er mange taktiske og strategiske elementer, hvor erfaring betyder meget. Det handler ikke kun om fysik, men også om spilforståelse og samarbejde.”

Til daglig spiller hun i Amager UV Rugby, hvor mange af landsholdsspillerne også træner. Det skal gerne være en fordel, da spillerne kender hinanden godt og har rig mulighed for at udvikle samspil og taktikker i hverdagen.

Pernille Linnert Jensen er landsholdsspiller i UV Rugby.

Pernille Linnert Jensen er EM-klar. Foto: Mille Rudfeld.

Sammenhold som største styrke

Forberedelserne frem mod EM i Athen har været intensive. Der har været fællestræninger og samlinger, og holdet består i år af en stærk blanding af rutinerede spillere og nye kræfter.

“Vi har en god diversitet på holdet – erfarne spillere med overblik og nye, hurtige spillere med masser af energi. Mange er begyndt at styrketræne mere, så vi står stærkere fysisk end tidligere. Samtidig har vi et virkelig godt sammenhold og kender hinanden godt – det gør en forskel, når vi spiller,” fortæller Pernille, som sammen med holdkammeraterne skal møde Finland, Tyskland, Norge, Spanien, Sverige og Schweiz i gruppespillet, som afvikles i et klassisk round robin-format, hvor alle møder alle, inden finalerunderne afgør medaljerne lørdag den 15. november.

Historisk set har Danmark ligget i midterfeltet ved EM og VM med femte- og sjettepladser, men i år sigter holdet højere.

“Vi har aldrig taget medalje i min tid på landsholdet, men i år går vi efter metal. Det er ambitiøst, men realistisk. Vi tror på, at vi kan spille med i toppen. Vi har kombinationen af erfaring, fysik og et godt sammenspil – så vi går ind med troen på, at det kan lade sig gøre,” siger Pernille.

Kvindernes kampe spilles i det imponerende Athens Olympic Aquatic Center med et bassin på hele fem meters dybde og 21 meters længde. Det stiller særlige krav til både kondition og samarbejde – men det skræmmer ikke Pernille.

“Det er et stort bassin, men vi har tidligere præsteret godt i store bassiner. Det bliver en udfordring – men også en fed oplevelse.”

De danske kvinder er klar til UV Rugby EM.

Foto: Hector Y. Sandoval

Et voksende fællesskab

Pernille glæder sig over, at sporten i Danmark vokser – især på kvindesiden, hvor særligt flere jyske klubber har haft succes med at rekruttere nye spillere.

“Der er virkelig blevet gjort et stort arbejde for at få nye kvinder med i sporten. Det betyder meget for bredden og for fremtiden i dansk undervandsrugby.”

Selv om Pernille har oplevet mange store øjeblikke i karrieren, er motivationen stadig den samme: glæden ved spillet, holdet og oplevelserne under vand.

“Det er fantastisk at være del af et fællesskab, hvor man kæmper sammen under vandet og hygger sig over vandet. Det er dét, der driver mig – og det er det, jeg håber, vi tager med hjem fra Athen, uanset resultatet.”

Kampene kan følges via livestream og opdateringer her:

Livestream EM i UV-rugby her.

Pernille Linnert Jensen på kanten i UV Rugby-kamp-

Foto: Hector Y. Sandoval

Fakta: EM i Undervandsrugby 2025

Sted: Athens Olympic Aquatic Center – Marousi
Dato: 9.–15. november 2024
Kvindernes modstandere: Finland, Tyskland, Norge, Spanien, Sverige, Schweiz
Herrelandsholdets modstandere: Østrig, Tjekkiet, Finland, Tyskland, Grækenland, Norge, Slovakiet, Spanien, Sverige