40 sportsdykkere hjalp med at afdække 8.000 år gammel historie i Aarhus Bugt

En stor gruppe engagerede sportsdykkere spillede for nylig en vigtig rolle i jagten på Danmarks fortid under havoverfladen. I samarbejde med Moesgaard Museum deltog 40 sportsdykkere i et omfattende marinarkæologisk event i Aarhus Bugt, hvor målet var at finde spor efter stenalderbopladser.
Den 18.-19. april blev Aarhus Bugt fyldt med sportsdykkere, som hjalp Moesgaard Museum med at lede efter spor fra Stenalderen.
Arrangementet var det største af sin slags i Danmark og blev gennemført som et såkaldt citizen science-projekt – hvor frivillige borgere bidrager aktivt til forskningen.
Fund peger på menneskelig aktivitet
Dykkerne arbejdede i områder som Begtrup Vig og Kalø Vig, hvor de systematisk afsøgte havbunden. Her blev der gjort flere interessante fund, herunder flintafslag, flintflækker og et knoglefragment, som sandsynligvis stammer fra et større landpattedyr.
“Når man har lavet redskaber, har man hugget en hel masse flint af for at få et ønsket redskab, og nogle af de affaldsprodukter blev fundet. Det er et tegn på, at der har været mennesker,” forklarer Peter Hwan Lajgaard, formand for Marinarkæologisk Udvalg i Dansk Sportsdykker Forbund.
Sportsdykkere som vigtig ressource
Projektet er en del af det internationale forskningsprojekt SUBNORDICA, som undersøger oversvømmede landskaber og menneskets liv i tiden efter sidste istid. Her spiller sportsdykkere en afgørende rolle.
“Der er et stort potentiale i at arbejde med sportsdykkerne. Det er meget store havområder, som endnu er uudforskede i arkæologisk forstand, og der er mange sportsdykkere, der er ude og dykke i forvejen,” siger Peter Hwan Lajgaard.
Inden deltagelsen havde alle dykkere gennemført et grundkursus i marinarkæologi, hvor de blev trænet i dokumentation, metoder og håndtering af fund. Under eventet blev der også anvendt specialudstyr – blandt andet kameraer med indbygget GPS – som gør det muligt at stedbestemme fund præcist under vand.
Mere end forskning
Udover at bidrage til forskningen fik deltagerne også en unik oplevelse med faglige oplæg, videndeling og socialt samvær. Arrangementet bød blandt andet på oplæg fra forskere tilknyttet SUBNORDICA og Moesgaard Museum.
“Det handler ikke kun om at samle data. Den enkelte sportsdykker får også ny viden, netværk og en endnu større forståelse for vores fælles historie,” fortæller Peter Hwan Lajgaard.
Han peger samtidig på, at erfaringerne fra eventet kan tages med hjem i klubberne, hvor der er stor interesse for flere lignende aktiviteter – både i vandet og langs kysterne.
Et nyt kapitel i danmarkshistorien
SUBNORDICA-projektet løber frem til marts 2030 og har til formål at kortlægge og forstå de landskaber, der blev oversvømmet efter istiden. Ved at kombinere ny teknologi, forskning og frivillige kræfter håber man med projektet at åbne et helt nyt kapitel i forståelsen af menneskets historie.


