Nordisk Mesterskab i UV-jagt 2009
Torsdag den 3. september 2009 mødtes vi 38 undervandsjægere til briefing på Sandskaas Camping på Bornholm. Der var mødt UV-jægere op fra Danmark, Norge, Finland og som noget helt nyt var der også et hold fra Sverige. Vi havde desuden fået hjælp fra tre lokale dykkere, der tog den hårde tjans som bådførere under konkurrencen. Bådførerne spiller en stor rolle med hensyn til sikkerheden under konkurrencen og sørger hovedsageligt for at advare andre skibe om de mange dykkere i området.
En del undervandsjægere var mødt op nogle dage inden konkurrencen for at træne. Dels for at se områderne igennem og dels for at vænne kroppen til at holde vejret, alle UV-jagt konkurrencer kun tillader fridykning. Der var næsten ikke set nogle fisk under træningen, så forventningerne til fangsterne var meget begrænsede. Vinden var hård fra sydvest, så vi var henvist til at dykke på nordøst-kysten. Her falder dybden typisk til 20 meter kun 200-300 meter fra land. Det medfører at det er et ret begrænset areal, som vi 38 dykkere skal være på, selv om konkurrence området er 6 km langt.
Fredag morgen startede vi kl. 10.00 ved Bølshavn. Som det altid er ved de store konkurrencer, er der mange der vælger at svømme ud fra vores fælles målområde, mens resten løber op til flere kilometer langs kysten for at komme til at jage i fred for alle de andre deltagere, eller for at være den første på et særlig godt fiskested. Denne dag havde jeg valgt at gå nordpå, til jeg synes at der var rimelig afstand til de andre jægere. Jeg kendte ikke området, så for mig var det ligegyldigt hvor jeg kunne fiske, bare jeg ikke skulle ligge og blive stresset af en masse andre konkurrenter. Efter et kvarters gang var der fred og ro og jeg svømmede ud. Undervandslandskabet var fantastisk flot med klipper overalt. Der var så mange gode huler, hvor torsk kunne gemme sig. Min plan var at fiske så meget kystnært vand af som muligt, inden der kom andre dykkere. Herefter kunne jeg tage ud på dybere vand og lede efter torsk og fladfisk. Efter 10 minutters svømning mellem klipperne fandt jeg den første skrubbe. Den lå på en klippe på lavt vand. Efter en halv times tid kom jeg til et område med sand helt inde ved kysten på 4 meters dybde. Der var meget langt mellem sandpletterne, så jeg tænkte at en sandplet med meget stor sandsynlighed, vil gemme på lidt fladfisk. Jeg måtte helt tæt på bunden og snuse for at finde fiskene. Der var et sted sandet virkede lidt ”forkert”. Jeg kunne pludselig fornemme at det var en fisk, der gemte sig i sandet. Jeg stak harpunen ned og fik stanget en skrubbe. Jeg kunne nu se endnu en skrubbe en meter ved siden af. Jeg valgte at skyde den næste skrubbe, mens jeg stadig havde den første skrubbe på spyddet. Jeg kom til overfladen og havde nu de første tre skrubber ud af de 7 vi maksimalt kan indveje. Det gav en del ro og jeg valgte at fortsætte fiskeriet efter ørreder og torsk, med tanken om at jeg let vil finde de sidste 4 skrubber. Det blev dog ikke til nogle torsk eller ørreder, så jeg måtte nøjes med at indveje 7 skrubber. Ved indvejningen var der overraskende nok ikke fanget nogen torsk, men til gengæld var der fanget 7 store havørreder.
Jens Larsen fra Danmark havde fanget to store havørreder og en skrubbe og havde lagt sig suverænt i spidsen af konkurrencen med 17400 point. Den næstbedst placerede var Ørjan Dyrnæs fra Norge med 7700 point. Der var i alt fanget 7 store havørreder på første jagtdag og 131 fladfisk. Alle havørrederne var taget på ganske lavt vand, så strategien for næste dags jagt skulle lige tilpasses. En stor havørred giver mange flere point end 7 skrubber, så hvis man vil vinde konkurrencen, er man nødt til at satse på at fange en stor havørred.
Dag 2 var vinden uændret, så dagens jagt blev igen på klippekysten. Udgangspunktet var Årsdale havn. Jeg havde udset mig et sted der kaldes for ”Øen” blandt de Bornholmske lystfiskere. Det er kendt som et godt havørredsted. Det lå 1 km syd for startstedet, så jeg valgte at gå/løbe gennem byen sammen med 6-7 andre jægere. Det må have set ganske underholdende ud, når en flok frømænd med orange bøjer, harpuner og finner kommer løbende gennem den idylliske og fredelige landsby en lørdag morgen.
Jeg var heldig at komme i vandet nord for øen i rimelig fred for konkurrenter. Netop som jeg havde fået udstyret på og var klar til at starte, så kunne jeg se de første konkurrenter komme nordfra. Jeg valgte at afsøge rundt om øen på helt lavt vand. Efter 20 minutter var jeg kommet rundt om øen og kunne se en konkurrent ligge inde på helt lavt vand, faktisk så lavt at blæretangen stod helt op i overfladen. Han lå stort set på samme sted i 10 minutter. Jeg var sikker på at han havde set en havørred, siden han blev der så længe. Det var en af de finske deltagere. Jeg spurgte ham om han havde set en stor havørred, og svaret var drillende ”I have seen something”. Jeg fortsatte med skærpet opmærksomhed rundt mellem blæretangsbuskene. Efter et kvarters tid kom jeg svømmende ganske langsomt inde fra ½ meters dybde til en kant, hvor det skrånede ned til nogle meters dybde. Jeg lagde mig mellem blæretangen og kunne nu skimte en stor havørred svømme direkte imod mig. Jeg vil ikke skyde den forfra, så jeg ventede på at den vil dreje fra og vende siden til. Da den var ca. 3 meter fra mig kunne jeg pludselig se en endnu større havørred lige ved siden af den første havørred. Denne fisk kom med siden til, så med det samme jeg så den, sendte jeg spyddet mod fisken. Jeg ramte perfekt midt i fisken og spyddet gik næsten igennem. Jeg svømmede alt hvad jeg kunne hen imod fisken med harpunen strakt frem. Fisken svømmede af sted med slap line mellem harpunen og spyddet. Det resulterede i at spyddet hurtigt røg helt igennem fisken og fisken var nu på linen mellem spyd og harpun. Når fisken sidder på linen har den ingen chancer for at rive sig løs. Bliver den derimod siddende på spyddet, så virker spyddet som brækstang og fisken kan let flå så stort et hul at den slipper af spyddet. Endda selvom der er store modhager på spyddet. Nå, men tilbage til fisken. Den sad som sagt på linen og kæmpede meget voldsomt. Selvom jeg havde ”tøjret” fisken, så var det ikke let at få tæmmet den. Efter lidt tid fik jeg endelig taget godt fat i gællerne og kunne stikke min kniv ned i hjerne på den. Den blev hurtigt rolig og jeg kunne glad konstatere at jeg havde skudt min første havørred i dagslys. Fisken var virkelig flot og vejede 4,44 kg. Jeg fik ro på nerverne og fisken kom på stringeren. Harpunen blev ladt og det var med stor spænding jeg fortsatte svømmeturen. En halv time senere så jeg endnu en stor havørred, men da var den på vej væk fra mig i stor fart. Jeg brugte alt tiden på jagt efter ørreder, men så ikke flere. Til gengæld fandt jeg 5 skrubber, som lå på ganske lavt vand. Jeg valgte at tage tilbage til målområdet i god tid, så jeg ikke kom for sent. Jeg viste godt at jeg ville opnå en pæn placering, så det var dumt at komme for sent. I mål kunne jeg se at der var taget 4 havørreder og senere kunne vi tælle sammen at der var taget 163 fladfisk om lørdagen. Det er ganske uhørt at der fanges så mange havørreder til en konkurrence. Der var ingen af veteranerne, som jeg talte med, som kunne huske en dansk konkurrence med så mange store havørreder. Nu skulle lørdagens point tælles op og lægges sammen med fredagens point. Det var helt tydeligt at Jens Larsen ville vinde med fredagens flotte fangst, men de næste placeringer var ikke til at forudse. Så min overraskelse var stor, da det gik op for mig at jeg kom på en 2. plads. Jeg havde et mål om at komme i top-ti, så sølv til Nordisk Mesterskab var helt vildt for mig.
Lidt interessant statistik fortæller at det i gennemsnit tager 34,5 timer at fange en havørred på Bornholm og 1,3 timer at fange en fladfisk på Bornholm, vel at bemærke hvis man tilhører eliten i nordisk undervandsjagtJ.
Inden den fælles middag om aftenen var der medaljeoverrækkelse og uddeling af sponsorpræmier. Det var lykkes at få mange fine præmier fra vores velvillige sponsorer. Så en stor tak til vores sponsorer, som var med til at gøre det ekstra festligt:
Decoshop.dk
Aquatic Marine
Sportsbutikken.dk
Blue Consult (Stig Severinsen)
Headware
Per-Bi Henriksen
International Freediving and Spearfishing News
Issefjorden Juletræer

Tekst: Martin Topsøe
Klik på kortet for at se klubber.